Pressemeddelelse
Den elektroniske markedsplads - kun et klik væk!
På Nørrebro holder beboere, foreninger, institutioner,
organisationer og Kvarterløft Nørrebro Park Kulturelle Markedsdage. Det sker i
Nørrebroparken lørdag og søndag den 23. og 24. august.
Markedspladsen kan nu også besøges hjemmefra via
Internettet. Der er nemlig bygget en digital 3-D model af markedspladsen med
dens boder og aktiviteter. Det betyder, at man hjemmefra - som i et computerspil
- kan få del i de oplevelser,
tilbud og informationer, der tilbydes på Markeds-pladsen. Blot man klikker ind
på internetadressen http://www.e-kvarter.dk.
På bestemte tidspunkter kan
man endvidere chatte med værterne i nogle af Kvarterløftprojektets mange
arbejdsgrupper. Den digitale 3-D model ligner markedspladsen, men danner sit
helt eget univers i Nørrebroparkens grønne omgivelser. Ud over de mange
digitale boder og den store scene, kan man også se en digital model af parken,
hvor man kan se tegninger, forslag og historiske billeder fra parken og i det
digitale Informatek kan man møde butikskonsulenten, Shariar Shams Ili,
der i billeder fortæller om opgaverne.
Det er forskningsprojektet, Det elektroniske Kvarter, der
med støtte fra Erhvervs- og Boligstyrelsen og Integrationsministeriet har
udviklet den digitale model. Projektet gennemføres af forskere fra
Kunstakademiets Arkitektskole og Statens Byggeforskningsinstitut. På
Markedspladsen vil man kunne møde repræsentanter fra forskningsprojektet - både
på nettet og i den virkelige verden.
Det digitale medie har sin styrke i, at man kan komme i
kontakt med alle, der har adgang til nettet, helt på tværs af fysiske og
kulturelle bindinger, fortæller Steen Holmgren, der er leder af projektet. Og
man kan gå ud over de grænser den fysiske verden sætter. Der skabes faktisk
et helt nyt univers, en ny type byrum at mødes i.
Den elektroniske markedsplads bliver stående på nettet,
selv når de kulturelle markedsdage er overstået og boderne er taget ned. Så
overgår dette ny mødested til Kvarterløftsekretariatet og beboerne, der kan
videreudbygge markedspladsen efterhånden som der kommer flere aktiviteter i
gang i kvarteret.
Kontakt
email: e-kvarter@karch.dk
Arkitekt Steen Holmgren, Kunstakademiets Arkitektskole,
tlf.: 32686660, mobil 50509008
Arkitekt Bruno Tournay, Kunstakademiets Arkitektskole,
tlf.:32686662
Arkitekt Bjarne Rüdiger, Kunstakademiets Arkitektskole,
tlf.: 32686660
Sociolog Kresten Storgaard, Statens Byggeforskningsinstitut, tlf.: 45742341
Pressefoto:





